- Project Runeberg -  Paa ski over Grønland : en skildring af Den norske Grønlands-ekspedition 1888-89 /
377

(1890) [MARC] [MARC] Author: Fridtjof Nansen With: Andreas Bloch, Thorolf Holmboe, Eivind Nielsen, Erik Werenskiold - Tema: Exploration, Greenland
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

henad den ryg, hvorover skridjøklen bevæger sig.
Efterhaanden som bevægelsen skrider frem, slaaes nye revner,
som alle løber i omtrent samme retning[1].

En lang stund klarede vi os nogenlunde godt, dels
kunde vi holde os langs sprækkerne nordefter, det bar
ikke saa meget af fra kursen, dels var disse ikke saa lange;
de smalnede enten af, saa vi kunde hoppe over eller
komme udenom, hyppig gik vi over dem paa hule snebroer
eller paa smale rygge, dannede derved, at isen ikke
var ganske kløvnet, men en isstrimmel var bleven hængende
igjen fra kant til kant som en smal, skraa bro, hvorfra
man til begge sider saa ned i det blaa, bundløse dyb.
Saalænge snelaget paa isen var tyndt, var der ingen fare,
man saa, hvor der var fast grund for foden, og hvor man
maatte tage sig i vare eller maatte skynde sig over; tauget
havde vi knyttet om livet, det maatte holdes stramt
mellem os, forat, naar en gled eller faldt igjennem, den
anden straks kunde støtte ham.

Efterhaanden som vi kommer frem, tiltager imidlertid
snemængden paa isen, vi synker i den vaade kornsne
til anklerne, det blir tungt at gaa, og forrædersk ligger
sneen udover sprækkernes kanter, ja dækker dem undertiden
helt, saa det ser jevnt ud; man maa da føle sig for
og stikke i sneen med staven overalt, ellers staar man
snart nok paa hul grund, hvor kun et par tommer sam
menføget sne skiller en fra dybet, hvori staven falder ned
ved det svageste tryk; føler man dette, træder man hurtigst
muligt tilbage, eller ogsaa gjør man et fortvilet skridt




[1] Hvis nu ismassen, efter at have passeret en saadan hvælvet ryg,
kommer ned i en dalsænkning eller gryde, hvor landets krumning altsaa
blir konkav istedenfor konveks, saa presses disse sprækker atter sammen,
fyldes med sne og vand, fryser til og forsvinder efterhaanden ganske.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:24:24 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paaski/0393.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free