Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Seilads over indlandsisen. — Land! Land! — Den første drik vand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sprækket lænde og maatte holde sydefter for at undgaa.
de værste sprækker og komme over paa bedre is. Nysneen
var i hele den strækning, vi den dag gik igjennem,
tildels føget sammen i fonner, især var dette tilfældet i
alle ujevnheder, mens den paa andre steder var føget bort
og lod den haarde, glatte isoverflade ligge bar.
Efter en stund kom vi til en vældig, lang bakke, som
vi maatte udfor. Sverdrup og jeg stod paa skierne, og
det gik strygende; men kjælken var slem at styre, og
svære sprækker havde vi paa begge sider; tilsidst maatte
vi bekvemme os til at spænde skierne af. Det gik nu ret.
udover bakken, mens vi selv stod paa siderne og skrubbede
og bremsede, som bedst vi kunde, for at undgaa
sprækker; især var lapperne uvørne og agede udover med
lynende fart. Lidt længere frem traf vi paa blankis, som
var helt vanskelig at gaa paa, og som lod til at være en stor
tilfrossen indsjø. Paa den anden side denne kom vi igjen
i utryg is; efterat vi her flere gange havde faldt med
benene ned i sprækker, fandt vi det bedst at tage skierne
paa, man kunde da gaa tryggere; de gav en større bære
flade paa de usikre steder. Engang saa det dog stygt
ud, vor kjælke kom langsefter en spræk, og den ene mei
skar igjennem sneskavlen, som dækkede den. Det begyndte
allerede at briste langsefter hele kjælken, da vi i sidste
øieblik fik draget den op paa tryg grund. Ravna og Balto
gik det næsten værre, engang de skulde forsøge en kortere
vei end den, Sverdrup og jeg havde taget, og de kom ud
paa en endnu bredere spræk, hvor hele den ene mei skar
igjennem og kjælken næsten kantrede; det var med yderste
nød de klarede sig. Jeg var selvfølgelig «knagende»
sint og skjældte dem ud, fordi de ikke fulgte vore spor,
«var det ikke nok, at de, som gik først, udsattes for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
