Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Øen i Sydhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
aldeles blek, og stirre med store Øine efter noget
som ingen kunde se; saa var det likesom det blev
borte efterhvert, ior ham og; men om hun spurte
hvad det feilte ham, svarte han bare at han hadde
drømt. Hvad han drømte, fik hun aldrig Greie paa.
Hun snakket til Doktoren om det, men han
bad hende bare ikke være ængstelig: pavor noc
turnus, det gir sig nok, sa han. Og bedre blev
det, det var saa, ialfald sluttet han da at skrike
om Natten. Men noget underlig var det allikevel
med ham: som nu det at han ikke taalte at høre
en Tromme; første Gang hun la Merke til det,
var like efter han var kommet, — Gutungen til
Portneren inde ved Siden av (han døde kort efter,
Krypen) hadde faat en Tromme at leke sig med,
og hun trodde mest ikke hun skulde faat Fred til
at ta til Vettet igjen; siden gik det jo mere av
ham, eftersom han blev større, men endnu et Par
Aar efter kunde han bli stiv som en Støtte, bare
det gik en Speidertrop forbi og trommet. Og saa
taalte han ikke at gaa i Begravelse! Hun glemte
aldrig, da han var otte Aar, og hun tok ham med
i Begravelsen til hendes Søsters lille Pike — hun
hadde da været og lekt med Fred og Helen i
hendes Gaard mange Ganger; han tok det svært
rolig under Tjenesten i Kapellet, men da de bar
Kisten ut og Følget gik efter, hugg han Tak i
Armen hendes og da hun saa paa ham, var han
drivende hvit og skalv som et Aspeløv. Det var
ikke Raad at laa ham ind i Følget, han bare stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
