Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert Spencers opdragelsestanker.
481
skyld miste sansen for den rette brug. Tugtelsen er ikke
kjær-lighedens modsætning. Efter sit væsen er tugtelse en af
kjærlig-liedens udtryk og øger kjærlighedsforholdet mellem tugteren og
den tugtede. Pladsen tillader ikke her en psykologisk udredning
af sagen. Det faar være nok at henvise til erfaringen. Hvor
vedkommende har kjærlighedens og indsigtens forudsætning og ret
til at være opdrager, der viser det sig atter og atter, at den
retfærdige tugtelse selv af et lidet barn kan opfattes som en hjelp,
som det straks efter føler sig taknemmeligt for; og mange, mange
opdragere vil med os sande, at en saadan tugtelse har øvet en
moralsk indflydelse, som selv de korrekteste og strengeste
naturlige reaktioner aldrig har formaaet at øve. Særlig vil de vide af
egen erfaring, at vanskelig vil barnets kjærlighed til opdrageren
nogensinde vise sig dybere och høiere end efter en kjærlig,
retfærdig tugtelse. Og navnlig er en saadan stund en etisk
skabertime af uvurderligt værd. Det er saa langt fra, at tugtelsens
resultat er forbitret og lukket sind hos opdrageren og den opdragne,
at den tvert om fremkalder en aabenhed og modtagelighed, der
giver leilighed til et vidunderlig frugtbart personligt møde — til
glæde og velsignelse for begge.
Vi har seet Spencers naturlige reaktioner utilstrækkelige selv
over for den eneste grovere forseelse, hvor han bringer dem i
anvendelse; og dermed er deres moralske utilstrækkelighed
overhovedet bleven klar. Men sæt nu, at de havde vist sig at klare
baade tyveri, løgn, mishandling af den svage og alle de andre
grovere forseelser, havde de dermed godtgjort sin tilstrækkelighed
for den moralske opdragelse? Ingenlunde.
Det er ganske visst et overordentlig væsentligt moralsk
om-raade, dette som Spencer har pegt paa: at undgaa forseelser;
men det er dog ikke det hele; det er ikke engang det høieste.
Moralen udtømmer sig dog vel ikke hverken efter hans eller
andres opfatning i det ikke at gjøre ondt. Dette er negativt. Men
moralens tyngde og kjerne ligger i det positive, i det at gjøre
godt og først og fremst i det at være god. Men opdragelsen af
den positive moral ved naturlige reaktioner har Spencer ikke søgt
at udrede. Ja han har end ikke — undtagen leilighedsvis —
antydet at der gives noget saadant. Han har holdt opmærksomheden
saa energisk fast ved det negative, at læseren næsten har ladet
sig narre til at glemme moralens positive natur, dens høihed.
Aanden, friheden, den personlige selvbestemmelse, og alt hvad
som har sin hjerterod i disse dybe, hemmelighedsfulde egne,
fordunster i hans pædagogik. Derfor er hans moralske opdragelse
en stor misvisning — svag og lav.
Pedagogisk Tidskrift.
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
