Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
Herbert Spencers opdragelsestankef.
Men fra en anden side seet viser erstatningsprincipet sig
endda klarere uholdbart som det hovedsagelige, almindelige
opdra-gelsesmiddel. For de fleste uskikkelige børn vilde dette Spencers
erstatningsprincip anbefale sig meget stærkt, fordi det vilde være
enslydende med straffefrihedens princip. Det er nemlig
forholdsvis meget faa børn, som har lommepenge.
Og saa over for de andre grovere forseelser? Spencer burde
ikke have undladt at give et vink; thi det trængtes i sandhed
saare vel. De fleste opdragere vil visst være fuldstændig i tvivl
om, hvilken naturlig reaktion de skal paakalde f. eks., naar et
barn slaar sine mindre søskende. Den naturlige følge vil
unægtelig i dette tilfælde være, at vedkommande slaar igjen, saa godt
han kan, eller løber hylende undan. Vi tro dog, at denne
naturlige reaktion selv i Spencers øine vilde være for — naturlig. Den
vilde i alle fald neppe fremme den moralske opdragelse. Sagen
er simpelt hen, at jo mere Spencer havde inladt sig paa de
grovere forseelser, jo flere af dem han havde ikke blot nævnt, men
udredet, des mere skrigende vilde hans naturlige reaktionsprincip
aabenbaret sin ynkelige uholdbarhed.
Spencer har hele tiden ladet forældrenes billigelse og
misbilligelse faa være et hjelpende moment; men han har lige saa stadig
i en overlegen tone anvist det en underordnet plads. Men her
under omtalen af den eneste grovere forseelse, som han nærmere
behandler, lader han pludselig forældrenes misbilligelse være “den
mere alvorlige følge". Vi kan ikke andet end heri se en
ufrivillig indrømmelse af de naturlige reaktioners utilstrækkelighed over
for den slags forgaaelser. Forældrenes mishag er alvorligere; altsaa
er det personlige det betydningsfuldere; thi hvor naturligt end
forældrenes mishag kan være, saa er det dog unægteligt, at det
naar udenfor det naturbestemtes rækkevidde; her er
personligheden traadt bestemmende til. Dermed er vi paa ret vei: jo
mere man fra morallivets yderkanter nærmer sig dets midtpunkt,
des mindre strækker naturbestemtheden til, des mere tvinger det
personlige sig frem i forgrunden. Personligheden i moralsk frihed
griber ind ikke i trods mod naturens orden, men i kraft af en
høiere naturs orden.
Ligesom den konsekvente naturalisme i sin tro paa naturen
frygter menneskenes forkvakling, saaledes hviler ogsaa Spencers
frygt for de personlige straffe paa mistillid til menneskene. Tanken
paa de personlige tugtelser staar for ham stadig i forbindelse med
forestillingerne vrede, hidsighed, forbitrelse o. s. v. Nu kan
visselig virkelighedén lægge den tankeforbindelse sørgelig nær. Det
er lige frem forfærdeligt, hvor almindeligt det er, at tugtelse gives
ud af slige sindsbevægelser. Men vi faar dog ikke for misbrugens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
