Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488 Herbert Spencers opdragelsestanker.
resten være forklarligt nok, naar man ser, hvad Spencer forstaar
ved religion, nemlig tro paa og ærbødighed for lovmæssigheden,
og naturnødvendigheden og dens første ophav, det absolute væsen,
samt ydmyg erkjendelse af dets fuldstændige utilgængelighed,
ubegribelighed for os.
Vi medgiver villig, at en saadan religion ingen positiv
religionsundervisning kræver, en undervisning om Gud, naar dens
hovedindhold skulde være, at vi intet kan vide om Gud, den er vi
fuldstændig villige til at give afkald paa; en undervisning om vort
forhold til dette gaadevæsen lige saa — naar dette vort forhold
alligevel kun bestemmes af naturnødvendigheden. Videre
indrømmer vi da selvfølgelig ogsaa helt gjerne, at en saadan religion
ingen synderlig indflydelse kan have paa vort indre eller ydre liv.
Spencer gjør fra sit standpunkt fuldstændig ret, naar han ingen
moralsk støtte søger i denne sin religion, ingen moralsk hjelp hos
denne sin Gud.
Men denne Gud er ikke vor Gud; og vi tror, at dersom man
kunde faa slægten til at slaa sig til ro med dette Spencers
util-gjængelige væsen, vilde man derved have tilføiet menneskeheden
et saar til døden. Ikke blot vilde dens moralske liv miste sin
høihed og sin kraft: men dens religiøse liv vilde have faaet sin
hjerterod afskaaren. Menneskeheden vilde værø lamslaaet paa sine
ædleste organer.
At Spencer for sin del ikke tror paa eller føler trang til
den kristelige religion, det faar blive hans sag. Men naar han
vil lære os at opdrage vore børn uden den, da gjør vi indsigelse;
ja vi tror til med at kunne gøre det i kraft af hans egen
grundtanke. Naar vi nemlig skal opdrage vore børn naturstemmig, da
møder vi hos dem alle en sterk trang til det positivt religiøse,
en trang som finder sin tilfredsstillelse i den kristelige religion.
Naar Spencer fuldstændig overser denne udprægede trang hos
barnet, forekommer det os kun at vidne om, at hans naturalistiske
doktrin har gort ham blind for virkeligheden, hvor denne ikke
vil lade sig tvinge ind i schemaet. Denne religiøse trang er
nemlig en kjendsgjerning og det en meget udpræget kjendsgjerning
i barnelivet.
Vi har tidligere nævnt den moralsk opdragende magt som
historien har, idet den aabenbarer den høiere, usynlige verdens
kræfter. Men hvad dér er sagt i sin almindelighed, gjælder
dobbelt i kristendomsundervisningen. Thi kristendommen er historiens
kjerne: inden historiens omraade er den det høieste; den er den
anskuelige aabenbarelse af gudslivet’paa jorden. Vi opfatter
selvfølgelig kristendomsundervisningen som historisk undervisning, der
altsaa skrider frem efter de samme love, som vi har antydet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
