Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert Spencers opdragelsestanker. 487
skarpt udprægede historiske skikkelser, søger ligesom hine
helteskikkelser at tilstræbe ædle formaal med jernhaard konsekvens
og ikke lader sig skuffe og rokke af skiftende dagsmeningers
vind. Det er det høieste ved historien, at lærlingen lader kraften
af fremragende naturer, som med fast haand har bestemt hele
tidsaldres præg strømme over i sig» (Kehr). »Det bedste ved
historien er den begeistring, som den vækker« (Göthe).
Saa rigtigt som det er med Spencer at lægge vægt paa
historiens betydning for udviklingen af erkjendelsen, maa man dog
saaledes heller ikke glemme udviklingen af følelsen. “Historien
oplyser forstanden, forædler hjertet, ansporer viljen og retter den
mod ædle formaal11 (Cicero). Først saaledes gjør den sin fulde
gjerning til udvikling og styrkelse af personligheden.
Fordi vi saaledes sammen med Spencer vil lade historien
bringe forstaaelse af samfundslivets udvikling fordi vi uden Spencer
vil lade historien give lys over de almene love for
personligliedslivets udfoldelse; fordi vi trods Spencer vil lade historien give et
værdifuldt bidrag til udviklingen af den moralske følelse og vilje
— derfor maa vi afgjørende skille os fra ham i spørgsmaalet om
historieundervisningen.
I modsætning til Spencer stiller vi det personlige i forgrunden
og lader historien først og fremst faa fremtræde i konkret-anskuelig
levende fortælling om menneskers handlinger *, ligesom vi ogsaa
tilkjender menneskehistorien den centrale plads i den
almenmenneskelige uddannelse, fordi den er aabenbarelsen af menneskelivets
grundkræfter, ja er Guds høieste aabenbarelse paa jorden.
Dermed staar vi over for det religiøse og skal saa kaste et
øie paa den Spencerske pædagogiks stilling i den henseende.
Spencer afviser ikke det religiøse; en af de grunde som gjør
naturvidenskaben saa værdifuld for ham, er netop den religiøse
optugtelse, den giver; og over for de tilbøieligheder som lader
menneskene overtræde sundhedslovene mod bedre vidende, ser han
til slut ikke anden udvei end at faa ind i bevidstheden, at
krænkelser af sundhedens love er fysiske synder.
Men dermed er lian ogsaa færdig med religionen; i hans
fagrække har religionsundervisningen selvfølgelig ingen plads, og under
behandlingen af den moralske opdragelse hentydes, der end ikke i
fjerneste maade til nogen religiøs bevæggrund. Dette kan for
* I anledning dette punkt kan vi for resten ikke nægte os den
for-nøielse at nævne Uffes lille fortrinlige afhandling “Spencer och
uppfostringsfrågan” (Verdandi, tidskrift for ungdomens målsmän och vänner
i hem och skola, 1883, III, 107), hvor det personliges og historiens
moralske betydning klart og indtrængende paavises. Vi beklager, at
denne afhandling ikke kom os for øie, førend nærværende allerede var
skrevet. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
