Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorfore han af sine Landsmænd er bleven anseet, æret og
belønnet. Men, naar jeg ligner hans Lutrin med Peer Paarses
Historie, saa synes det at være meget malicieux [1]; thi i den
Sted i det sidste gives Caracterer paa en og anden ringe
u-riimelig Person, som kand findes saa vel paa andre
Steder som her, saa haver det første derimod foretaget sig en
particuliere Materie, og giør ligesom en Comœdie over
Bispen udi Paris og Chanoines de N. Dame, som er
en delicat Ting at røre ved i Pavedommet. Naar Author
til Per Paarses Historie taler om meget ringe Personer for
hundrede Aar siden, som aldrig har været til, nævner den
anden uden Forskiel sine ridicule Personer ved deres rette
Navne, hvilket er det, som meest har graveret samme Satyricum,
og drevet et og andet hidsig Hovet at hvesse deres
Sværd, skiønt forgiæves, imod ham. Min Meening er
derfore, at jo meer generaliter man moraliserer, so mindre kand
det kaldes Satire. Saaledes er det meer innocent at sige:
Verden er ond, end at sige: der ere onde Folk udi det
Land, meer uskyldigt at sige: det Land, end: den Bye er
ond, og endnu meer at sige: den Bye er slem, end at sige:
Hans Kudsk, Niels Vognmand, Jens Kieldermænd &c. ere
vanartige. Jo meere special, jo meere Satyrisk. Men
Auctor har herudi haft samme Skiæbne, som endeel andre,
der have moraliseret paa den Maade, og seet deres Skrifter
bleven saa ilde afmalede, saa længe de levede, men roset, ja
fast opløftet til Skyerne efter deres Død. Aarsagen, hvorfore
saadanne Skrifter gemeenligen blive meere forfuldte, end
alvorlige Moralske Bøger, som dog ere af samme Indhold,
er denne. Udi de sidste forestilles Feil og Lyder selv, men
udi de første afmales de under een og anden fingeret Person.
Nu er det ingen Scribent mueligt, hvorvel hans Forsæt
aldrig er at røre nogen in specie, at han jo dog træffer
eens Caractere meer end en andens, hvilket giver adskillige
Folk Anleedning til at tænke: Mon han ikke meener mig?
Mon han ikke sigter paa dig? Nu er det og aldrig saa, at
jo Auctor, hvor uskyldig han har levet i Verden, kand have
sine Uvenner. Disse glemme ved saadan Lejlighed ikke at
kaste Olie udi Ilden, og ophidse de første til at forfølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
