Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5
Men det hændte ogsaa, at han glemte sig og var
borte i koppen efter baade én og to biter. Naar
han da husket sig, blev han fornærmet paa Gud,
fordi han ikke hadde mindet ham itide, eller tat
ham i armen, slik som mor vilde gjort.
Det var dog urimelig godt at være tilvens med
Gud og ha ham om sig bestandig. Paa en maate
bedre end med mor. For han var saa meget
ster-kere og klokere. Om kveldene kunde Peder ligge
længe og prate med ham, og minde ham om ting
han ikke maatte glemme — gamle folk var
sørgelig glømsk av sig! I denne tid var Peder
urygge-lig sikker paa, at Gud vilde hjælpe ham til det
merkeligste som var hændt noe menneske. — —
Far visste sagtens hvad han gjorde da han kaldte
ham Seier! — Vent nu bare til han blev stor!
Peder basket i sig al den maten han vandt at faa
ned, for dette her skulde han like at skynde sig
med.
II.
Men den vaaren faren blev fundet vestpaa
prærien, blev det slut paa det intime
kamerat-skapet mellem Peder og Gud. Gud blev pludselig
et haardt, hjerteløst væsen en maatte se at passe
sig for.
Far var den gildeste kar som nogensinde hadde
levd — Peder skulde sagtens vite det. Næsten
saa klok som Gud, og fuldt saa snar til at hjælpe.
Det var karen sin som kunde hjælpe! Og fuld av
alskens paafund og trøisomhet.
Det gik saa galt til en vinter for fire aar siden,
at gudfar til Peder, han Hans-Olsa, fik bosten.
Folk trodde ikke han kunde komme sig, og saa
maatte Peders far avsted efter hjælp. En herrens
tid satte ind over præriene. Den ene snestormen
værre end den andre; døgn efter døgn stod him-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
