Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa
Bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad,
vilde han slet ikke have dem — Drengen var altfor
lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver
Gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i
Ystadtrakten og hans Søn Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været
paa Øen en Gang før — for omtrent en halv Snes
Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige
i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng
ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt
i Verden — det var Forskellen. Det var det Aar,
Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og
lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse
vovede alt paa ét Kort han, og benyttede de Par
Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til
Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret
var de tre Munde, men da havde han ogsaa et
Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.
Lasse havde dengang været Mand for at redde
Situationen; og endnu kunde det rette op i hans
ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til
at tænke paa den Bedrift. Siden naar der var
Smalhans, talte han altid om at sælge Skidtet og tage til
Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter
sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke
før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til
Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden
og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til
at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret.
Huset og Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste
som havde hørt til Bengtas Brudeudstyr, var det
eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres
Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og
sendte den forud til Havnebyen med en kørende
Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde
byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa
Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa
Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra Rønne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
