Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lagde til. Skillingerne kunde lige række til
Overfarten.
Han havde været saa sikker paa sig selv under
Vejs og i høje Toner fortalt Pelle om dette Land,
hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og hvor man
somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl
til, saa Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt
til Arbejderne men kun til Kvæget. Og — ja de der
vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt
var det, men det var saa stærkt, at det slog sin
Mand i tredje Omgang. De brændte det af rigtigt
Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til
hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dèr,
for det var Uldent inderst og ikke dette her
Blaarlærred, som det blæste rags igennem; men en
Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine
to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end
Patronens lusede 80 Øre paa egen Kost.
Pelle havde hørt det samme mange Gange før —
af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede
andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren naar
Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og
Fattigfolks Nød, snakkede simpelt hen alle om det i
de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke
selv havde været paa Øen men kun hørte
Fortællingerne om den, skød Forestillingen helt fantastiske
Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle
vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge
i deres bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med
Sukker paa saa tidt de vilde. Her flød Pengene
ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og
Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig og tage dem
op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til
at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme
Læddiken i den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og
endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted
— han ruskede utaalmodigt i Faderen.
„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen,
„ja ja, du faar vel give Tid du.“ Han saa sig
raadvild om. Her stod han nu midt i al Herligheden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
