Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
II
Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses
og Pelles Hjem, var en af Øens største Gaarde. Men
gamle Folk vidste, at da deres Bedsteforældre var
Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en
Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Born-
holms Befrier. Under ham blev Huset til Gaard —
han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig
selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved
at gaa i Arv i Slægten — den elendige Føde og det
med at udvide.
Markerne paa den Kant havde været Sten og
Lyng for ikke. saa forskrækkelig mange Kuld siden;
Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og slidt sig op
Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt
om Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes
Folk, som havde købt med Sved og Sult og lige saa #
let kunde tænke sig at sælge deres Forældres Grav
som deres lille Ejendom; de hang ved den til de
faldt fra, eller til Uheldet tog dem.
Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig
købe og udvide sig, og den maatte købe ved Ulykke.
Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med
Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte
Køllerne. Saaledes voksede Stengaarden, fik mange
Bygninger og fik Tyngde; den blev saa tung en Nabo
som Havet er det, hvor det æder af Landmandens ’
Jord, Mark for Mark og der intet er at stille op.
Saa blev én ædt og saa den næste; enhver vidste
at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar
i Rette med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt
og Uhygge over Fattigmands Liv kom svævende
deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde
Sind pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er
godt gødet Jord,“ kunde Egnens Folk sige med et
eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men vi-
dere vovede de sig ikke.
Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes
fortræffeligt i det skumle Lys der faldt over Gaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
