Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham paa det sidste, der var ikke noget at sige paa
hans Henfart.
Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt
det han havde for det var en Datter med den sidste.
Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun
var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun
løb da og gjorde sig til for alle og enhver. Men der
var ingen der blot turde se til hende, for de var
bange for Stengaardsbondens Gebos. Senere slog
hun sig til den anden Side igen, hun udstafferede
sig med en Stok ligesom et andet Mandfolk, og gik
og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for
at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme
sig nær.
Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var
ført. Han kom til Øen bortefra for en Snes Aar
siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. Han
havde det dengang med at drive om i Lyngen og
ingenting tage sig til ligesom hun, og saa var det jo
ikke saa underligt, om han kom ud for den Gamles
Gebos og maatte gifte sig med hende. Men forfær-
deligt var det!
Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk
saadan dér hvor han kom fra? Han havde saa én
Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen
havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med
Akkordarbejde ved. Saadan gik han og hittede paa
Tossestreger til at begynde med, og lod det være
frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde
paa Gaarden; det gik saa vidt med ham, at han
sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres
Korn — og lod sit eget staa og ødelægges. Men det
gik jo skidt ogsaa kantro, og efterhaanden maatte
han æde sine Tosserier i sig igen.
Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at
knurre. Fra Far til Søn var de vant til at gaa ind
og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad der
blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder.
Til Gengæld slap de al deres Trang til Tragedie,
al Livets Rædsel og skumle Mystik løs paa Sten-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
