Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer,
som var helt og holdent hans egne, da Faderen
havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom. Men
nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rig-
dommen overvældede ham. Var det morsomst at
sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? —
der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller
skulde han gaa ind og tumle med Smaakalvene?
eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i Smed-
jen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og
trak godt til, kunde der komme et pænt Skud ud
af det.
Pelle for sammen og søgte at gøre sig usynlig —
selve Storbonden var kommet frem om Hjørnet og
stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede ned
over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje
paa Pelle nikkede han udtryksløst og sagde: „God-
dag min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han stirrede
stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det
og klappet Drengen paa Skulderen med Enden af
sin Stok — Stengaardsbonden gik ofte i Halv-
søvne.
Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddom-
melig Art, og løb straks over i Stalden for at for-
tælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde
en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde
han faaet Ridderslaget, Stokken blev ved at føles
der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet ud
i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham
til Hovedet og ham selv til at svulme. Han lettede
sandt at sige og gik til Vejrs i en uklar svimlende
Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig
ham som sin Søn.
Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb
han lige i Armene paa Søndagens Skrubvask. Søn-
dagsvasken var det eneste vægtige han havde at ind-
vende mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes
igen, men den meldte sig bestandig paa ny. Han af-
skyede den, og da navnlig den Del som drejede sig
om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
