Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte
komme til at holde af mig, naar blot jeg var i hans
Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa Sten-
gaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stue-
pige. Men han saa kun til mig for én Ting, og det
vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af mig. Han gik
saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra
for hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn;
saa enhver troede de kunde gaa og tage paa mig og
byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men han
var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen
i Utide, fordi den anden Stuepige maatte søge hen
et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i Agt. Han fik
hende siden gift med én Stenhugger inde ved Vær-
ket.“
„Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse —
„ja jeg har jo nok haft mine Tvivl om’et. Men hvad
blev der af den anden Kalurius?“
„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi
havde tjent sammen et Par Aar og han havde gjort
mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han og
svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte
ham ofte, for jeg kunde ikke slaa ham af Hovedet
— og fuld var han altid. Tilsidst kunde han ikke
være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa
henne Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og hu-
serede. Han tog nok hvad han havde Brug for, hvor
der var nærmest til det, og slog Folk ned for et
godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde
erklæret ham fredløs, saa hvem der vilde kunde slaa
ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed til Pro-
prietæren, som alligevel var den eneste der vilde
mig vel; og han trøstede mig med, at saa galt blev
det vel ikke; Knud skulde nok hytte sig.“
„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse.
„Se se, da har jeg jo hørt om ham. Han huserede
som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og
tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen.
En Mand slog han ihjæl med en Hammer, og da
de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
