- Project Runeberg -  Pelle Erobreren / I /
46

(1906-1910) [MARC] Author: Martin Andersen Nexø
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

„Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at |
vi to maatte søge til hinanden, saadan som vi holdt I
af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg krøb bare
ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved
det. Vil du tro det, at jeg var saa ren dengang? Der
skete heller intet ondt!“
„Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men
det er jo forfærdeligt, saa trist at tænke paa som
det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død over.“
Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpe-
løst; hun var som en Klud syntes Lasse, og han
var lige ved at komme i Graad han ogsaa.
„Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg
troede jo du havde hørt om det!“ sagde han fortviv-
let. „Han mente vel han som Skolelærer havde An-
svaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i
ham, at du havde kastet dig hen paa den Maade —
med en fattig Tjenestekarl til og med. For vel om-
gikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er
der jo alligevel; og det tog haardt paa ham, da de
fine Folk ikke vilde se til ham mere. — Og saa var
det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men
hvorfor sagde du da ikke det til dem?“
Johanne græd ikke mere, hun sad og saa for-
græmmet hen til Siden, Trækkene dirrede bestandig
paa hende.
„Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf
mig jo dér! Jeg skreg om Hjælp, da jeg blev klar
over, at han ikke engang kendte mig, men blot var
vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig!
Saa kom de andre løbende og traf mig dér. De lo,
og ved du hvad de sagde til hinanden? — at jeg
havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine
Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv
de kunde ikke taale at der ikke var sket noget, hvad
saa det andet Rak? — Saa betalte de ham for at
rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Fa-
milie.“
J a ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme
bort.“

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 4 02:12:03 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/pelle/1/0062.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free