Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at skjule sig da det kneb; for en Dag de sprængte
deroppe, kom hans Krop frem mellem Klippestyk-
kerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned
til Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham
komme til mig paa den Maade, at jeg maatte krybe
til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat,
for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det
kneb værst for ham. Kongstrup sad nede hos mig og
trøstede mig naar de andre var i Marken, og han
misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje.
Der var en yngre Broder til Bakkebonden som
godt kunde lide mig, han havde været i Amerika i
sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig
Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar
gjorde han mig Tilbud — præcis paa Nytaarsdag.
Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død
kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og
blive Madmoder paa en Bondegaard. Men jeg maatte
sige nej til det alligevel, og du kan tro, det var drøjt
da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed
have mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det
satte jeg mig imod. Jeg vilde blive og føde mit Barn
her paa Gaarden hvor det hørte til. Han brød sig
ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde
Øjne paa mig hver Dag, og der var ingen som var
god ved mig. Dengang havde jeg ikke det gale Sind
som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke
at græde altid.
Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen
bed jeg Tænderne sammen, for at ingen skulde
haane mig. Jeg var i Marken den Dag det skete
ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og
bar ham selv hjem til Gaarden i mit Forklæde.
Han var allerede saadan vanskabt dengang — Fruens
onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku
ogsaa have Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde
jeg til mig selv og nægtede at rejse min Vej. Lige-
frem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke
faa sig til, og saa anbragte han mig i Huset hernede
efter Stranden.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
