Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods
for Lasse, og Pelle var gennemblødt til Skindet. Nu
trak den blaasorte Byge bort derude over Havet, og
Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl
oppe og kom dog ikke af Stedet. Solen stak og glit-
rede i det vaade, saa alting kom til at se henrykt
ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa
Dværgfyrren.
Han frøs og krøb ind under Pær, den største af
Studene, der laa og tyggede. Det dampede af Studen,
men Pelle kunde ikke blive myg ude i Lemmerne
hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt og-
saa ind mod Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa
ham.
Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang
unde ham Ro. Hvergang han rigtig fik boret sig ind
under Studen og skulde samle lidt Varme, stræbte
den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet
end Sand dér, men dengang den var Kviekalv havde
der været et Stykke Blandsæd — det kunde den
huske endnu.
Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malke-
besætningen paa Grund af Goldhed. Det var to sure
Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa Fortræd;
og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulver-
hekse var det, som ikke engang Prygl bed paa. Den
ene var en Brumleko, den sparkede i Jorden og
brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og
græssede; og naar Pelle gik imod den vilde den
tage ham paa Hornene. Kalv kunde den ikke blive
med, men den gik og vilde ride de andre — og
satte de skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar
den kunde se sit Snit, aad den Pelles Madklæde.
Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn,
der pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene
var hvidt i Stenen.
Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert
Øjeblik maatte Pelle op fra sit Leje og skælde: Hej
Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du vende! —
han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
