Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
banken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar
man kom hen til dem.
Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige
Verdener forbi som intet havde med hans egen at
skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem
helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme
Maade, som Landet her den Morgen han stod paa
Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og
Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med
Former der virkede som uhyre Bælgvanter.
Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og
Sjælen. Hjærtet havde Pelle selv fundet ud af, det
var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen
borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor
Begæret sad. Gamle Tækkemand Holm havde truk-
ket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa
en, der led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun
god, den sad ham i begge Øjenstene og spejlede
Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.
Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig
altid aarelade naar der var noget i Vejen med ham
— de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte
meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste
Ting om det; han gik og snittede i sine Fingre blot
for at se om det var modent. En Aften kom han
over i Kostalden og viste en blødende Finger frem;
Blodet var helt sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde
han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde blot Nar
ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter
paa Loftet endnu.––––––––
Saa var der jo Helvede og Himlen — og Sten-
værket hvor de huggede hinanden med tunge Ham-
mere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det
var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist
ti Spejlæg paa én Gang uden at blive syg. Og Æg
var dog selve Kraften.
Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende
om i de dybe Sommernætter; en af dem holdt sig
altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa
Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
