Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af Sækken —
hel og holden var den. „Det var dog et Herrens
Vidunder af en Dreng det! En hel Prins!“
Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til
en Julemad mens Indretningen kom i Sækken; men
Pelle sagde nej og stod fast ved det — han havde
ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa
Trappen, for at han ikke skulde bære Julen ud.
De var saa milde i Øjnene derovre og kom alle-
sammen til, da han fik Sækken paa Nakken og
slæbte sig hjemad. Ogsaa de anbefalede ham stor
Forsigtighed og lod bekymrede — som om han ikke
nok vidste hvad han havde mellem Hænder.
Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene,
men det tog halvanden Time inden Pelle kom hjem,
og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte
Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem
Skridt for Skridt; kun en Gang hvilede han sig ved
at læne sig til et Stengærde. Da han endelig ravede
ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens
nye Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning be-
vidst, da Ole varsomt løftede Sækken af ham. Han
sank et Øjeblik over mod Muren inden han fandt
Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa
nu han var af med Byrden — den skød ham fra
sig. Men hans Ansigt straalede.
Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt
lukket, og rystede dens Indhold ud paa Stenbroen
— det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og
lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skram-
let, han saa ud som var han lige dumpet fra en an-
den Klode ned paa Jorden. Men da Latteren brød
ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han
rullede sig sammen som en Klump og skjulte sit An-
sigt. Han vilde ikke græde, ikke for nogen Pris —
den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i
ham hulkede det, men han kneb Munden sammen.
Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De Djævle
— de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede
han Gustav over Benet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
