Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et
— vaagner jeg ved at det banker paa Yderdøren;
det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie hørte
det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa
op. Det blev nu bare ved Snakken, og vi var lige
ved at nikke hen, da det igen gav sig til at banke.
Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og
aabner lidt paa Døren, men der var ingen. Det var
da besynderligt, siger jeg til Marie og kryber i Seng
igen; men jeg er ikke kommet godt og vel under
Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg
ærgerlig, jeg tændte Lygten og gik rundt om Huset;
der var ingenting at se eller høre. Men om Mor-
genen kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død
om Natten netop ved den Tiden.“
Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede
sig helt ind til Faderen af Frygt. Men Lasse saa
ikke selv videre tapper ud. „De Døde er nok ikke
altid lige gode at komme ud for,“ sagde han.
„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske
ondt og altid givet enhver sit, hvad kan de vel saa
gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde ingenting m
en
sad og rokkede meget sigende med Hovedet.
Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og
et stort Rugbrød paa Bordet.
„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent
til Brødet med sin Tollekniv „vi har ikke rørt den
endnu — der er Svedsker indeni. Og det dér er
Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ –––-
Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme
hjemad, og begyndte at binde Tørklæder om Halsen.
De andre vilde ikke slippe dem endnu; de snakkede
frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at
holde paa dem en Stund endnu. Men pludselig blev
han gravalvorlig — der hørtes Klynken ude i den
lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen.
„Jagu er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra
den ene til den anden.
Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne
sammen. „Det er jo Anna!“ udbrød hun og aabnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
