Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig til at brække Brinken op, Luften var tyk om
den af Jord og Græstørv.
Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle
stod og sled forgæves i en Arm for at hjælpe ham
op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende. Om-
sider satte Lasse sig over Ende.
„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa
det er dig Pøjke — og du græder! Har nogen gjort
dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var
nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad
gjorde du ved den, at Fanden tog den saa hastigt?
Du har nok reddet din Faders Liv du, saa lille du
er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse
kastede op. „Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden
af Panden „hvem der havde haft sig en Dram. —
Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke
sluppet saa let. Han vilde bare lege lidt med m
ig
forstaar du — han var et Gran hadsk fordi jeg gen-
nede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mær-
kede det jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde
forgribe sig paa én. Naa det havde han nu heller
ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at
gaa i fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her,
jeg laante den af ham mens jeg vaskede min egen.
Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage
paa mig. —• Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger
til denne her Flænge, han bliver nok ikke blid han.“
Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund,
inden han forsøgte at rejse sig og kom paa Benene
ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig paa
Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. Jeg
kunde næsten godt være fuld, om det ikke havde
været for Smærterne!“ sagde han og lo ømskindet.
„Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid
gør du mit Hjærte glad, og nu har du bjærget mit
Liv ogsaa.“
Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten
af Kørne paa Vejen ned til sit eget. Han var baade
stolt og rystet, men mest stolt. Han havde reddet
Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
