Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“ Saa vendte
den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og
fulgte efter; med Klaffen holdt han den i Aande,
for at den ikke skulde faa Tid at pønse paa ondt.
Da saa det var overstaaet sank han sammen af
Træthed. Han laa sammenkrøben under Granbrynet
og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok gik syg
om derhjemme og ingen havde til at give sig en
Haand med Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uud-
holdelig, han maatte hjem.
Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen
og efterlignede Bræmsernes irriterende Summen.
Han stemte Tonen ud mellem Tænderne, stigende
og faldende som fløj den hid og did over Græsset;
Kreaturerne hørte op at græsse, de stod dødsstille
med vagtsomme Øren. Saa gik det nervøst i dem,
de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i
smaa Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han
gjorde Lyden mere arrigt paagaaende, hele Flokken
kørte rundt, de smittede hinanden og stampede rundt
i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og
tog den lige Vej mod Gaarden, og hele Flokken
fulgte — tværs hen over alting. Nu var det blot at
løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt
holde Lyden ved Lige, saa Humøret ikke lagde sig
inden de naaede hjem.
Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet
op for Løkken, han hjalp til at genne Kreaturerne
derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev staa-
ende, men Forvalteren saa blot paa ham med et
ejendommeligt Smil. „De begynder nok at tage M
ag-
ten fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind i Øjnene
„—ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“
Han gjorde Nar, Pelle blev brændende rød i Kammen.
Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt
du kom!“ sagde han, „jeg laa netop her og funderede
paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet. Røre mig
kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“
Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa
Benene igen; i den Tid stod Engkvæget i Løkken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
