Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Spænd saa for inden du gaar,wsagde han kort. „Saa
kører jeg dine Heste.“
Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi
skal have Hunden med!“ sagde de halvhøjt til hin-
anden. „Hvor er Hunden henne? vi skal have
Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det.
Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad
Trappen med Ansigtet i en vidunderlig from Skelen,
og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan
det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“
sagde Erik. Mons’ Ansigt skiftede med et Ryk, han
gav sig til at bande indædt. De gik og pillede ved
Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt.
Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan
I snart faa spændt for!“ tordnede han.
Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over
Rangfølgen som Øens egen Befolkning, og den var
lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved Bordet
og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde
første Pige til at lægge Læsset naar der kørtes ind;
han var første Mand oppe, og forrest naar de drog
i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han
havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje
o. s. v. og endelig Daglejerne. Hvor ikke personligt
Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen som en Selv-
følge Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyt-
tede en af dem overtog Efterfølgeren Forholdet —
det var Ligevægtstilstanden. Her blev Rangfølgen
dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene.
Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i
Verden skulde have faaet Forkarlen eller Erik til at
køre dem — end ikke Proprietæren selv.
Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene
gottede sig, da Gustavs Krikker blev spændt for.
Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende
stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det
ham for meget. Han befalede at de skulde køre det
frem foran de andre.
„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpe-
dragerens!“ sagde Karl Johan og smed truende Tøm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
