Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„saa er Niels jo gaaet væk.“ De andre vidste intet
at sige til det; det var jo givet paa Forhaand, at
Niels vilde gaa væk.
Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han
paa, at nogen skulde sige det var Niels. Han
tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre
derud paa egen Haand; men de løb fulde afVand.
„Du har jo unge Øjne,“ sagde han til Pelle — „kan
du ikke se at det er Niels?“ hans Hoved dirrede.
„Nej det er Karl,“ sagde Pelle sagte. Saa gik Ole
ludende ind gennem Flokken uden at se til nogen
eller vare sig til Siden. Han gik som om han var
ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand
udefter — han gik for at møde Liget.
Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen be-
gyndte at blive levende, den gled i Søen og trak
Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine Bugt-
ninger op og gled langsomt i Havet som et vaag-
nende Sødyr, og den tykke Trosse begyndte at røre
paa sig.
Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og
der var Brug for alle Mand — Drengene med, til at
hale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue for
sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem
Bølgetoppene da den gik tom ud. Den gik mere
under end over Vandet, da de trak den tilbage igen
med den første af Besætningen, en løjerlig lille
sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind.
Han var omtrent kvalt af Turen, men da de først
fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og
pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som
ingen forstod. Fem smaa skindklædte Væsner kom
Stolen vandrende med én for én ; og tilsidst kom
Karl med en lille skrigende Gris i Favnen.
„Det var nogle slemme Søfolk!“ sagde Karl ind
imellem han gylpede Vand op — „de forstod Gud
hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort fast
i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kap-
tejnen! Og I skulde set et Rod om Bord.“ Han
talte højrøstet, men hans Blik var som Slør over noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
