Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trofaste Øjne paa Faderen og gik saa ned i
Kamret.
Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal
det vel være?“ sagde han tonløst og tog i Sækken
for at hjælpe Pelle den paa Nakken.
Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far —
for alt godt!“ sagde han blødt.
„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med
Hovedet; mere kunde han ikke faa frem.
Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dèr blev
han staaende. Pelle gik videre langs Digerne med
sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et
Par Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod
sammenfalden og stirrede, med Haanden over
Øjnene — saa gammel havde han aldrig før set ud.
Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren —
Stengaarden var tidlig efter det i Aar. Kongstrup
og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft;
hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de
snakkede nok om Avlingen. Hun lænede sig ind til
ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile
i sin Kærlighed nu!
Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt
han saa ud! Pelle følte en hastig Trang til at smide
Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt Ord;
det kom som en Mindelse og gled bort i den friske
Morgenbrise. Hans Ben bar ham videre den lige
Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik
Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag
ham og abede ham efter med tossede Fagter.
Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til
den store Landevej. Her vidste han, vilde Stengaarden
og dens Jorder blive borte for Synet, og han satte
Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med
hver en Trætop synlig; dér var Granen som
Guldspurven altid byggede i, Aaen løb mælkehvid efter
det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes.
Men Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug
fjærnet den, da Niels Køller druknede og Pigen
ventedes hjem fra Slaveriet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
