Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa skeløjet. Omgikkes nogen gjorde hun ikke
— ikke engang Familien; altid saa hang hun
over sine Unger.
Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften,
selv den ubetydeligste Enkelthed var af skæbne-
svanger Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende
for sig i Mørket, bleg, altid sortklædt, bestandig
alvorlig. Hun havde brudt med Forældrene, al-
ting havde hun ofret for hans Skyld! Der blev
tilmed talt om ham derhjemme, for at Børnene
ikke skulde glemme Uam til han kom tilbage.
„De tror jo du er paa Rejse, de smaa Kvaj-
ho’der,“ sagde Valde.
Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det
var som Sol ind i Hjærtet at vide, at der sad
hun og ventede trofast paa ham, skønt han
havde forstødt hende. Al Kulde maatte smelte
og herut — han var en rig Mand trods alt.
Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han
spændt. Det kunde ligne hende, rigtig trodsigt
at sætte Pelle paa Dørpladen med store Bog-
staver, uforfærdet som hun var.
Ja selvfølgelig — der var ikke noget der hed
at gemme sig, dér! Og som Ungerne voksede!
Lasse Fredrik og Søster var jo store nu, og den
lille Svend Trøst var et helt morderligt Stykke
Mandfolk af sin Alder, en rigtig Tyksak. Se ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
