Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■
* .*■ ^ ft .* « ft
247
Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist,
trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde
vise ham hvad der var sket i Dagens Løb og
holdt ham i Haanden, Ellen maatte gaa for sig
selv. Han og hun havde en umættelig Trang til
at røre ved hinanden, men de smaa lod sig ikke
sætte til Side — „det er vores Far!“ sagde de.
Saa lignede Pelle og Ellen to unge, der holdes
grusomt adskilte af en ubarmhjærtig Skæbne;
og de søgte hinanden med Øjne der var tunge af
Udtryk.
Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra
det hele — Lasse Fredrik hørte efter Huset.
Han havde set en Maler sidde uden for Hækken
og male den røgdisede Hovedstad i Foraars-
belysning, og havde anskaffet sig en Farvelade;
nu sad han derude hver Aften og smurte løs.
Han vilde ikke være Sømand længer!
De vandrede op forbi Gaarden og videre ind
mod Aftensolen, gik i det duggede Græs med
hinanden i Haanden og stirrede tavse frem.
Aftenrøden farvede deres Ansigter og fik Øjnene
til at gløde, Ellens Læber var tunge og dunkle
af længselsfuldt Blod. Der laa en lille Lund et
Stykke inde, der tyede de gærne hen for at være
helt borte fra Verden. Tæt ind til hinanden
vandrede de derinde i den dybe Skumring og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
