Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stirrede op i Loftet, mens han lyttede til Bar-
nets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre
hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende
Lyd og fik Kældermanden til snart at snakke
med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes
helt fortrolig med denne ondartede Snakken med,
der allerede havde kostet hende saa mange
Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun
havde en underlig resigneret Maade at bære
Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner til;
hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa
gærne og underholdt sig selv. Det var ligesom
hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var
altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen her-
ude havde brunet hende godt, men der maatte
sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt
med — man flyttede ikke saadan fra Baggadens
onde Luft.
Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle
hende over Ende og hjalp hende til at spytte.
Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa
paa ham med Øjne der var ved at briste under
den voldsomme Anstrængelse. Saa kom Ellen
med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille
drak det med et resigneret Udtryk — og faldt
hen igen.
„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
