Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
r
L ■
»’* ’*’* ,•!* :-.
355
Liv igennem og nu gik og gassede sig i nogle
sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med
Pelle mere og blev ikke skinsyg paa noget For-
spring — men beundrede ham simpelthen og
tyede nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn
Pelle var. Ellen behandlede ham som et stort
Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene
opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand.
Naar han gik sin Tur over Marken, havde han
gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde
baade holde Trit og underholde hinanden. Der
var noget, som optog dem begge stærkt og holdt
deres Sind i Spænding: hver Dag ventedes Stor-
ken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den
have en Lille med til Mor Ellen. Det var ikke
bar Fornøjelse at gaa og vente paa. Storken bed
altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med
en Lille til hende; Svend Trøsts egen Mor havde
den bidt, saa hun døde af det — nu var han saa
klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om
i en alvorlig, næsten trykket Stemning. Han
talte ikke om sin Bekymring til de andre Sø-
skende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar
den gamle og han fulgtes ad i Marken, drøftede
de det, og Brun som den ældre og fornuftigere
kom til det Resultat, at der ingen Fare var
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
