Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alligevel holdt de sig altid i Nærheden af Huset
for at kunne være ved Haanden.
En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og
Ellen stod ikke op som ellers. „Jeg ligger og
venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst
— „gaa ud og pas paa den.“ Saa gik den Lille
rundt om Huset med en Kæp, Brun traskede
med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knu-
gede de hinandens Haand. Det var en saa for-
tumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen
i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med
en tyk Kone, snart var det Lasse Fredrik der
sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien —
staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste
et Ord af det, havde Storken været der, og Ellen
laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun
var sammen derinde for at ønske Ellenmor til
Lykke, og de var lige forbavsede begge to. Den
gamle maatte have Lov til lige at røre ved den
Lilles Kind.
„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et
undseligt Smil og løftede Snippen lidt fra Bar-
nets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun
tog Svend Trøst med ovenpaa.
Pelle sad paa Sengekanten og holde Ellens
Haand, der paa nogle faa Timer var blevet hvid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
