Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
yderst i Isen; saa lyste det op i Mesters Øjne. Men
ved næste Melding var det igen Is det hele. „Havet
æder Isen du,“ sagde Mester Andres fjærnt. „Men
kanske kan det ikke overkomme saa meget. Saa ta-
ger Kulden Magten og færdige er vi!“
Men en Morgen drev Storisen til Havs, og hun-
drede Mand gik i Gang med at rense Indsejlingen
for Is med Dynamit. Det var 3 Uger siden man
havde haft Post fra Yderverdenen, og Damperen gik
ud for at løbe til Sverig efter Nyheder. Den blev
grebet af Isen derude og valset Sønder efter, fra
Havnen kunde de med Dages Mellemrum se den
vandre forbi i Istrækket, snart mod Nord og snart
mod Syd.
Endelig brast de tunge Lænker helt, men det var
svært for Jorden og Menneskene at rette sig igen,
alting havde faaet et Knæk. Mester kunde ikke
komme hen over Omslaget fra den skarpe Frost til
Tøluften; naar Hosten ikke sled ham laa han stille
hen. „Aa jeg lider saa forbandet Pelle,“ klagede
han hviskende. „Ondt har jeg ikke — men som jeg
lider.“
Men en Morgen var han i godt Humør. „Nu er
jeg over Vendepunktet du,“ sagde han med svag
men festlig Stemme — „nu skal du bare se, hvor
jeg skal komme mig! Hvad Dag har vi i Dag?
Torsdag? Død og Salte, saa maa vi have min’ Sed-
del fornyet. Jeg er saa let! Hele Natten har jeg
svævet gennem Luften, og blot jeg lukker Øjnene
flyver jeg igen. Det er Kraften i det ny Blod du —
til Sommer er jeg rask. Saa faar jeg tage ud og se
Verden! Men hvad Satan, det bedste faar én jo al-
drig med — Verdensrummet og Stjærnerne og det!
saa skulde man jo kunne flyve! Men i Nat var jeg
der.“
Saa tog Hosten ham, Pelle maatte rejse ham over
Ende, det lød som en vaad Klasken i ham for hvert
Stød. Han holdt sin ene Haand paa Pelles Skulder
og støttede Panden mod hans Bryst. Pludselig tav
Hosten, den hvide knoklede Haand krammede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
