Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun rejsté sig og skænkede for dem. Sindsbevæ-
gelsen havde lagt sig, men hun var tung i Benene
endnu.
„Det var ret — og saa maa vi have en Forestil-
ling i Dag det er Søndag. Op med Kunsten Ma-
dam!“
„Det koster en Krone ved I nok,“ svarede hun
leende.
De skillingede sammen, og hun gik om bag
Disken og klædte sig af. Hun kom frem igen i bar
Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa
sløvt, hvorledes hendes fede Krop bævrede under
det sorte Linned, og hørte Søfolkenes hæse Raab
og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en ende-
løs Lyd, og under den slog Blodet sine Stempel-
slag. Det var som Larm fra en anden Verden fyldte
hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han
maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om.
Fjærnt og uvedkommende saa han Soen kravle op
paa en Stol og stramme Særken bagover. En Sø-
mand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste
dem, hvorledes Vinde kunde brænde med en blaalig
Flamme.
Pelle luskede ud under de andres Optagethed.
Han var ør af Sult og Raahed og døvet Skamfølelse,
drev af Sted paa maa og faa, og vidste hverken ud
eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle
Tings Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saa-
dan, enten han levede videre i slidsom Hæderlighed,
eller sølede sig i Drik, eller omkom — ligegyldigt
var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekym-
rede sig derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl
vilde fælde en Taare, om han gik i Hundene — jo
Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise
sin Elendighed, saa meningsløst meget de havde
ventet sig af ham — det kunde han ikke. Hans
sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde
— hvorfor? Drømmen var død, og han stod med
den dumpe Følelse af Bundens Nærhed, der er saa
skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren. II. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
