Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ens Børn vel naa højere end dertil at de ikke ken-
der én længer? Anna hun er ogsaa godt paa Vej til
at blive fin. Jeg undres paa, om jeg kendes ved mig
selv ret meget længer! Fy fan Kalle Karlsson jeg
er af fin Familie du! — Naa Farvel med jer.“
Han satte sig træt i Gang for Hjemturen, helt
ynkelig saa han ud i sin Skuffelse. „Saa elendig
har jeg aldrig set’en,“ sagde Lasse og stod og stir-
rede efter ham. „Der skal dog noget til, før Bror
Kalle overgiver sig.“
Ved Aftenstid gik de ned gennem Byen til Damp-
skibet. Pelle tog lange drøje Skridt, en egen høj-
tidelig Stemning gjorde ham tavs. Lasse trippede
foroverbøjet ved hans Side; der var kommet noget
klynkende op i ham igen. „Nu glemmer du vel ikke
din gamle Far, du ogsaa?“ sagde han gentagende.
„Det har vist ingen Nød,“ svarede Sort. Pelle
hørte ingenting, hans Sanser var paa Vandring.
Arnerøgen sank blaa ned i den snævre Gade. De
gamle sad ude ved Trapperne og drøftede Dagens
nyt, Aftensolen faldt i de runde Briller, saa de ryn-
kede Ansigter stirrede frem med store Ildøjne. Der
var dyb Aftenfred over Gaden. Men inde i de mørke
Gyder puslede det, med denne evige dumpe Uro
som fra et stort Dyr, der vender og vender sig og
ikke kan falde hen. Nu og da blussede det op i et
Skrig eller Barnegraad og tog saa fat igen — som
et tungt arbejdende Aandedræt. Pelle kendte vel
denne spøgelseagtige Puslen, der altid udgik fra Fat-
tigmands mødige Leje. Det var Armodens Bekym-
ringer, der sankede de onde Drømme ind for Nat-
ten. Men han lod denne Fattigverden, der blødte
sit Liv saa uænset bort i Stilheden, dø bort i sine
Tanker som en trist Sang — og stirrede ned mod
Søen, der laa rødmende for Enden af Gaden. Nu
drog han ud i Verden!
Gale Anker stod oppe paa sin høje Trappe. „Lev
vel!“ raabte Pelle. Men Anker sansede ingenting,
han vendte Ansigtet lige mod Himlen og sendte sit
syge Raab ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
