Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til
ham. Men i Mørketiden kom Djævelen stundom over
ham og skabte Toner i hans afsindige Hjærne, der
fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa videde
det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk
Skov, hvor alle Rædsler huserede og man maatte slaa
blindt om sig for ikke at gaa helt til Grunde. Lig-
kusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Don-
ner, skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa
de og drak og sloges for at holde sig det onde fra
Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der fik
Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og
ende det under Kloakristen. Men der var ikke noget
at sige til det hele, — Vinslev spillede. Og det var
en Overgang som alting andet.
Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vins-
levs Spil var som mild Aande paa Sindene, saa de
aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid.
Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde væ-
ret her saa længe; det gjorde ham ikke noget. Han
bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde drømt
til ham.
Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers.
En Slyngpelargonie og en Efeu havde spundet de
skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og der-
oppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det
hele festligt til. Det var som Sommernatten havde
fundet sig et Fristed her midt i Stenmasserne. Under
Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og
syede, Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat,
hun vendte det hvert Øjeblik op mod ham, smilede
og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle
paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side,
urolig som en Hest der ikke kan se sin Vej.
Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam
Frandsen og rumsterede i sit lille Køkken. Døren
stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede
uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin
Gigt, sin døde Mand og sin Laban af en Søn. Hun
trængte til at faa Leveren rørt, det gamle Liv: „Herre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
