Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkemængde som følte og tænkte et og det samme
— og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle var
ikke længer den fattige enlige Skomagersvend der
havde trangt nok ved at begaa sig, han stod her og
blev til ét med dette store Væsen, følte dets Kræfter
svulme i sig, som den lille Finger er med i hele
Legemets Styrke. Der udgik en blind Forsikring om
Uovervindelighed fra denne vældige Klump, en Til-
skyndelse til at gaa Stormgang. Hans Lemmer svul-
mede ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot
behøvede at trampe frem for at træde det hele ned!
Det svinglede i hans Hjærne af Kræfter — umaade-
lige, uovervindelige Kræfter!
Naa, Pelle havde før været til Vejrs og var kom-
met lykkeligt ned igen; han havnede paa Jorden denne
Gang ogsaa — i en lang befriende Udaanding, som
havde han væltet en stor Byrde fra sig. Hannes Arm
laa i hans, han gav den et let Tryk.
Men hun mærkede det ikke, hun var borte i det
hun ogsaa. Han saa paa hendes smukke Nakke, og
bøjede sig frem for at se Ansigtet. Den store gule
Hat kastede et gyldent Skær over det, hele hendes
bevægelige Sind stod og legede uroligt bag de spændte
forstenede Træk, og Øjnene var ude i en stiv Stirren.
„Hun er ogsaa med,“ tænkte han lykkelig — „helt
væk i det!“ Der var noget vidunderligt ved at vide
sig to om det — Mand og Kvinde!
I det samme kom han til at følge Retningen af
hendes fastnaglede Blik og følte et Sting i Hjærtet.
Ude paa Sletten, helt skilt fra den øvrige Forsamling
stod en stor smuk Mand, der mindede mærkværdigt
om Stengaardsbonden i hans Velmagtsdage; Solen
kom og gik i hans brune Lød og det bløde Skæg.
Nu vendte han Ansigtet mod dem, de store aabne
Drag i det mindede om Havet.
Hanne jog sammen som vaagnede hun af et
Blund — og blev Pelle vår.
„Han er Sømand*’, sagde hun underlig fjærnt, uden
at Pelle havde spurgt.
„Gud ved, hvor hun kender ham fra?“ tænkte
Pelle Erobreren III 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
