Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nogle Børn — og nu skal jeg i Slaveriet. Gudskelov
Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi
andre, og maatte bedrage for at naa frem. — Saa-
dan sad han og snakkede som en død, uden én saa
meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg
turde ikke lade ham se, hvor syg i Sindet jeg var; ►
han havde det jo bedst, saalænge Samvittigheden
sov. — Dine Øjne løber i Vand Lasse — sagde han
stille — du skulde bade dem med noget; Urin skal
være godt! — Ja jeg skal love for de løb i Vand,
herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke
meget at leve for længer du Lasse — sagde han
og tog mig i Haanden — du bliver gammel nu!
Men hils Pelle — han naar kanske frem!“
Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Be-
retning, men ved disse Ord kom han til at ryste.
Han havde tidt nok hørt Klangen af denne Forvent-
ning til hans Lykke og glædet sig ved den; den var
jo kun et Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men
nu lagde det sig over ham som en Byrde. Det var
altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke;
idet de sank, skød de deres Haab over paa ham.
Det var en trist Maade Lykken havde at varsle paa;
en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne Døds-
dømte over ham og hans Fremgang, idet han traadte ►
op paa Skafottet. Han sad og stirrede ned uden et
Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl frøs un-
der en Anelse om overmenneskelige Byrder, og
kastede et pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig
kunde der være Tale om nogen Lykke for ham
alene — det Æventyr var dødt! Han var hægtet til
alle de andre og skulde staa fælles Lykke og fælles
Skade med dem; derfor gav de forulykkede ham
deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues r
tunge Vandring, som var det ham selv der bar paa
det forfærdelige. Og skøn Anna, som maatte stræbe
bort over sine egne og træde dem i Støvet! — al-
drig mer kunde han rive sig løs og blive helt glad
som før! Han havde mødt megen Elendighed alle-
rede, og var kommet til at hade dens Aarsag; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
