Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saå
Meningen med det hele og syntes, at Tallene nok i
blev større og større, men at man forøvrigt var lige |
vidt. Hvor han intet saå selv, var han som en Linse, i
der samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt j
Lys. 1
Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt op-
suget alle Bevægelsens Teorier, de fyldte godt og
behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa
mere end at have det hele med sig? Morten havde 1
denne ufrugtbare Trang til at slaa Sindet ud af dets
Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem indefra, 1
fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede
sig op om Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde
stanse Folk i deres Forehavende! Pelle nærede
Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik ^
i Flok — og søgte uden om ham. 1
Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde f
tændt det første Lys i det Kaos, Erfaringerne fra f
Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han
stod over for noget afgørende, spurgte han uvil- 4
kaarlig efter, hvordan Morten vilde have handlet. |
Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var 1
sat i Scene af Arbejderne selv og hvor de begge M
medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de *
bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han 4
tog ikke ivrig Del i Partidannelsen og blev holdt -
i
lidt til en Side af de ledende. Men Menigmand stod
han i nær Berøring med. Han virkede paa egen ^
Haand, greb ind som ingen anden i det enkelte Til- f
fælde af Nød og Uret, og arbejdede paa at faa Folk ’%
til at tænke selv. ■
-
Og de holdt af ham. Pelle og de andre saå de op
til, og gjorde med lysende Øjne Plads for dem; Mor-
ten stillede de sig smilende i Vejen for og vilde
trykke hans Haand — han kunde næsten ikke ar-
bejde sig op til Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte |
de andres med Glæde — Kvinder og Børn hang
ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit
tarvelige Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
