Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammen med vi andre fattige; han er ikke den, der
kalker gammelt Venskab over!“ svarede de sig selv.
Først nu da han forlod Arken, kom han i Tanke
om, at han havde noget at tage Afsked med ogsaa.
Der var det inderlige Fællesskab med alle hans Lige,
deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin
Opgave dér; der havde været en egen Glæde i den
halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet og Kam-
pene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens
Prins, som de alle saå op til og ventede skulde føre
dem ind i det usædvanlige? Og kunde han forsvare
at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld?
Kanske var han virkelig udset til at føre Bevægel-
sen igennem — den eneste som kunde det.
Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Ti-
den, staaet bag ved hans Udholdenhed i Kampen
og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da
den formede sig bevidst, slog han til den som Hov-
mod— nej saa opblæst var han ikke! Der var nok
til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lyk-
ken havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“
sagde det inde i ham. „Hvad er der vel at betænke
sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil
du øde dit eget uden at gavne andre? Du har været
en god Kammerat, men her skilles jeres Veje. Gud
har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille øvede
du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendig-
heden. Vælg nu din egen Vej!“
Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt
at han tog imod Lykken, hvad saa Alverden sagde
det gjorde blot ondt at lade de andre sidde til-
bage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattig-
dommen, saa tungt solidarisk følte han sig, at det
smærtede at slide sig løs. Han var blevet Menneske
ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde
skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han
saa ikke til Møderne mere! der var noget underligt
i, at han ikke havde noget der at gøre herefter men
hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde
været den lyse Brand. Naa, svigte dem vidste han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
