Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skæbnesvangert det var at handle hensynsløst —
bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke
fra noget; selv det mindste man snød sig fra, sad
og ventede en ved næste Vejsten som stor Skæbne.
Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man
maatte være overbærende bestandig, og saa vilde
det til Slut vise sig, at man havde baaret over med
sig selv.
Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte
bekræftede den. Ellen fyldte stadig stærkere hans
Sind, han havde forspildt hende — og kom allige-
vel ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu?
Det blev et bestandig hæftigere Spørgsmaal som for-
fulgte ham Nat og Dag, selve Livet afhang deraf.
Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som for-
fejlet, om han ikke vandt hende igen, og stirrede
spørgende ind i Ensomheden. Ny Verdener groede
frem for ham derinde, altings store Sammenhæng
anede han, og syntes han kunde se, hvorledes Li-
vets Rødder rakte dybt ned og sugede Næring af
selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han
ikke noget Svar paa.
Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds
Tilskikkelser med Sjælen havde deres egen Vej, som
man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme
Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabe-
ligt Haab om at Ellen vilde komme og besøge ham
— nu havde han jo det rette Sind til at tage imod
hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens
tunge Drøn. Det var Besøgende til Fangerne, og
naar Vagten kom raslende med sine Nøgler derude
paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved
at kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage;
saa sank han sammen og hengav sig i Skæbnen.
Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig
over ham og sendte ham en Hilsen.
Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der
hver Aften naar Lyset var slukket lød gennem den
uhyre Anstalt, som om tusend Dødpikkere var i
Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
