Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
°m bag ved hinanden men krævede Plads. Mere
Mad fik de, kunde han se, Ansigterne var blevet
blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Ud-
trykket, de stod ikke længer og grov hungrigt ude
^ det uvisse men flyttede sig roligt og ligetil fra
Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa lang
Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete
ikke i en Haandevending.
Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nær-
meste vendte sig og stirrede paa ham. Flere og
flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her!
gik det som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hun-
dreder af Øjne rettedes imod ham, spørgende og
undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte
der ske noget usædvanligt lige paa Stedet.
Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar *
barn modstandsløst op i Forgrunden af Salen og op
Paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om ham
som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne
hvor Stilheden sad hørligt og nittede — altid — en
fin ny Verden som ingen anden vidste om. Og med
et blev der stille, saa stille at han igen hørte En-
somheden koge i sit Øre.
Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en
Hilsen til dem fra en Verden, de endnu ikke kendte,
den store Ensomhed hvor Manden maa færdes alene
~
~
~
~uden højrøstede Kammerater til at stive sig af —
°8 lytte sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa
derinde. Han sidder i en Celle igen ligesom det
første oprindelige Livskim — ene og forladt, over
ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I
begyndelsen er han vred paa det travle Dyr og
river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent
forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære
før ham om aldrig at give op; han kommer til at
holde af dette lille aarvaagne Væsen, der lægger sit
“æv saa kunstfærdigt som havde det et stort An-
svar — og spørger sig selv om han overhovedet er
f’l for det. Har det maaske ondt af ham i hans For-
ladthed, siden det ikke flytter et andet Sted hen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
