Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gældelse. Han troede han hørte Mulden til, og saa
kom den ham først rigtig i Møde gennem hende!
Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær,
hvormed hun satte Tænderne i Aarets første Radi-
ser og frydede sig over deres saftige Friskhed. Og
naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog
hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det
der gik gennem Foraarsdagen — Vinden og Muldens
stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa ham i
Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat
af Støvet og Nektaren fra Markens Blomster; og da
lukkede hun Øjnene som var hun selv berust af
den.
Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig
Førsteforelskelse herude. — Ellen stod altid ved
Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist,
trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise
ham hvad der var sket i Dagens Løb og holdt ham
i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og
hun havde en umættelig Trang til at røre ved hin-
anden, men de smaa lod sig’ikke sætte til Side —
„det er vores Far!“ sagde de. Saa lignede Pelle og
Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en
ubarmhjærtig Skæbne; og de søgte hinanden med
Øjne der var tunge af Udtryk.
Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra
det hele — Lasse Fredrik hørte efter Huset. Han
havde set en Maler sidde uden for Hækken og male
den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og
havde anskaffet sig en Farvelade; nu sad han der-
ude hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke være
Sømand længer!
De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod
Aftensolen, gik i det duggede Græs med hinanden i
Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden farvede
deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens
Læber var tunge og dunkle af længselsfuldt Blod.
Der laa en lille Lund et Stykke inde, der tyede de
gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt
ind til hinanden vandrede de derinde i den dybe
Skumring og hviskede sammen; Pelle havde sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
