Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
des Øjne, og hun slog mistænksomt ned paa en
eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe
Sanser, Lugten ved ham af fremmede Mennesker
gjorde hende mut og spejdende.
„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham
jo!“ sagde Ellen en Dag til Pelle og brast i pludse-
lig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“ Hendes
egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved
Barnets Tilstand.
„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende.
„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor,
hun altid har været saa besynderlig mod ham.
Hvor er det sørgeligt!“
Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men So-
len gik højt paa Himlen og var stærkere endnu.
„Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det
graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart
blive forbi!“–––-
Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den
lille Johanne nok skulde komme sig; men enhver
ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes
Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun
blev blidere og medgørligere for hver Dag, Hadet
var slukket i hende, med et træt Smil tog hun imod
al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen
straalede en sælsom dødsmærket Ynde, der syntes
at udfolde sig eftersom hun nærmede sig Graven. ’
Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig.
Pludselig naar Pelle eller Morten nærmede sig
hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aab-
nede Munden for at skrige; saa naar hun kendte
dem igen gemte hun sig ind til dem og græd ulyk-
keligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men
laa altid, Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den
oprev hendes Sind og førte det tilbage til Bagga-
derne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig
hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes
spinkle hendøende Stemme blev raa og hæs igen.
Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje
Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skælds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
