Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg
det — det er, fordi Menneskene ikke har noget
Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele
vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa
koldt som her er.“
„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det
er jo det og ikke Forstanden, der holder dem oppe;
ellers var de gaaet til Grunde for længe siden —
blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det
trods al Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken
lysende Væsner?“
„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne
er de dog! Og maatte man ikke hellere ønske for
dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes
med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg
misunder dem, der kan se historisk paa Elendigheden og
trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo ogsaa selv, at
det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel
en kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner
forinden skal gaa lykkeløst i Graven i Kampen for
at overvinde en Dumhed. Jeg er en Uforligelig, det
er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre
Tilstande, derfor lider jeg under dem, der er. Bare en
saa selvfølgelig Ting som at faa Penge igen paafører
mig Lidelse. De er mine, men min Tanke kan ikke
lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning:
Hvilke Savn fremkalder de ved at gaa over i mine
Hænder? hvad klæber der ved dem af Nød og
Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det
bestandig i mig, at de faar for lidt, der har hjulpet
mig — min Vaskekone og de andre. De kan jo knap
leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager
min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem,
og jeg har ikke Fred; hvergang jeg putter en Bid
Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, maa
jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt
ved ikke at kunne ændre Tilstande, hvis
Taabelighed dog er saa indlysende. Og det nytter ikke, jeg
vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke
— det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
