Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han
har siddet herinde hele Tiden og passet paa at
Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham,
fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv
dy sig for at sludre med hende, hvergang hun aab-
ner Øjnene.“
Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Sovevæ-
relset og sat sin egen Seng herop for at vaage ved
Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun
sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter
Rejsen. Forrige Nat i Toget fik du vist heller ikke
sovet noget.“
Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyt-
tede ikke, han vilde blive heroppe. „Jeg kan allige-
vel ikke sove under disse Forhold,“ hviskede han;
„og i Morgen er det jo Søndag.“
„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog
altid lidt.“
Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stir-
rede op i Loftet, mens han lyttede til Barnets korte,
rallende Aandedræt. Han kunde høre hun ikke sov;
hun laa og legede med den rallende Lyd og fik
Kældermanden til snart at snakke med grov Stem-
me, snart at pibe. Hun syntes helt fortrolig med
denne ondartede Snakken med, der allerede havde
kostet hende saa mange Sygetimer og lød saa pin-
ligt i Pelles Øren. Hun havde en underlig resigne-
ret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Bagga-
dens Væsner til; hun blev ikke urimelig og for-
dringsfuld men laa gærne og underholdt sig selv.
Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod
Lejet, hun var altid i bedst Humør, naar hun laa.
Solen herude havde brunet hende godt, men der
maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet
Bugt med — man flyttede ikke saadan fra Bagga-
dens onde Luft.
Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle
hende over Ende og hjalp hende til at spytte. Hun
blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa ham
med Øjne der var ved at briste under den vold-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
