Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde synke, saa man kunde komme til at køre
Grus og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde
Markerne ikke bære.
Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu
efter hans Sengeliggen; skønt han ikke fejlede ret
meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod Pelle
skalte og valte med Virksomheden som han selv
vilde, og sagde Ja og Amen til alt hvad han fore-
slog. Jeg kan ikke samle det hele i mit Hoved,“
sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham
en eller anden Udvidelse — „men gør du som du
synes min Søn, saa bliver det jo nok rigtigt!“ Der
skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at
holde hans Sind varmt — og han var alligevel for
gammel til at høre det gro og hente sig Styrke
deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen
selv over paa Pelle — ham saa han levende for
sig og kunde støtte sig til hans unge Styrke.
Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hyl-
den. Han kunde ikke holde til det og nøjedes med
at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Da-
gen og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende
Energi, som Pelles Ungdom havde kaldt til Live i
ham, var blaffet bort — tilbage ^blev en rørende
Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu
gik og gassede sig i nogle sildige Aftenstraaler. Han
maalte sig ikke med Pelle mere og blev ikke skin-
syg paa noget Forspring — men beundrede ham
simpelthen og tyede nøje ind i Kredsen af dem,
hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham som
et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og
Børnene opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand.
Naar han gik sin Tur over Marken, havde han
gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde
baade holde Trit og underholde hinanden. Der var
noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres
Sind i Spænding: hver Dag ventedes Storken til-
bage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en
Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøj-
else at gaa og vente paa. Storken bed altid Konen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
