Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
uden nogen Vuggegave af nogen Art — og alligevel
kom han som en lys Forjættelse til den halvgamle
krumslidte Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa
ringe og almindelig en Kendsgerning han var; Vor-
herre havde givet ham Gnisten, sagde den gamle
altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde den
gamle altid set paa ham; Pellepøjken undredes jo
lidt paa det — men hyggede sig i Faderens Glæde.
Selv kendte han langt anderledes Vidundere dengang
— f. Eks. Markedspladsens Kalve med to Hoveder
og Lammet med de otte Ben. Han havde sine egne
Fordringer til Livets vidunderlige Rigdom, og faldt
ikke i Forundring over en ganske almindelig slug-
øret Purk, som man kunde møde hver Dag.
Men nu var han lige ved at give Far Lasse Ret.
De største Vidundere rummedes jo inden i ham selv
— ham Pelle, der lignede hundred Millioner andre
Arbejdere og endnu aldrig havde haft mere end lige
til Føden. Mennesket, det var dog det forunderligste
af alt. Var han ikke selv — i al sin hverdagsagtige
Selvfølgelighed — som en lysende Funke, sprunget
fra Gudstankens vældige Esse? Ud til Rummets
yderste Grænse kunde han sende sin spørgende
Tanke — og tilbage til Tidernes første Morgenrøde!
Og denne altomspændende Ævne syntes fremgaaet
af intet — lige som Gud selv! Et Vidunder var jo
alene det, at han, den larmende, skulde i Fængsel
for at fatte det større Formaal med Tingene! — der
maatte være nedlagt vidtrækkende Planer i ham,
siden han spærrede sig selv inde.
Naar han saa ud over Rejsningen, følte han sig
overfor en Verdenstanke med umaadelig langt Sigt.
Gennem Aartusinder havde Almuen uden at ane det
beredt sig til at drage ind i en ny Verden; Masser-
nes Vandring lod sig nok ikke stanse, før de var
naaet frem. En Lov, de ikke engang selv kendte og
ikke formaaede at gribe ind i, førte dem den rette
Vej; og Pelle var ikke bange. Bag hans aldrig blun-
dende Syslen med Tidens store Problem, stod den
Erkendelse, at han hørte til dem, Nationen lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
