Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
»Jo, Hr. Kaptajn. Synes De om, at jeg er blevet
sort?«
»Ja, Dreng, det gør jeg. Jeg kan nu se paa dig
og glemme, at du er hvid. Nu, da du er blevet af
med den eneste Fejl, du havde i mine Øjne, føler
jeg, at jeg kan komme til at holde af dig, og jeg
er glad, meget glad ved, at jeg ikke . . .«
»Sendte mig ned til Hajerne,« udbrød jeg.
»Ja, netop, men tal nu ikke mere om det.«
Fra den Tid af blev han meget venlig imod mig,
og jeg kom efterhaanden til at holde meget af
ham.
Efter omtrent en tre Ugers Tid kom vi i
Nærheden af Kuba og lagde bi tre Sømil fra Øen. Ved
Midnat fik vi Øje paa en Skonnert, der stod
udefter. Inden den endnu vidste, at vi var en Fjende,
blev den bordet, og vort Mandskab bemægtigede
sig den. Det viste sig at være et Slavehandlerskib,
der var paa Vej til Slavekysten.
Jeg var paa Dækket, da de hvide Mænd blev
bragt om Bord, og jeg kan aldrig glemme
Negerkaptajnens Raseri.
»Hold dig borte fra Kaptajnen i Dag,« sagde
José om Morgenen til mig. »Han kan maaske
komme til at tænke paa, at du er hvid.«
Jeg hørte, at der blev givet Ordre til at bore
Slaveskibet i Sænk, naar det var blevet
gennemsøgt, og der blev bragt adskillige Tusind Dollars
om Bord paa Stella.
Nedefra hørte jeg Kaptajnens vrede Stemme og
Fangernes Bønner om Naade. Der lod til at blive
truffet en Del Forberedelser oppe paa Dækket, og
flere Negre kom ned for at hente Sand og en stor
Jernrist, der stod dernede. Deres Ansigter glødede
af Ophidselse, og jeg syntes, at de mere lignede
Djævle end Mennesker. Jeg gyste, for jeg var vis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
