Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [I]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Like litt som Anine, søsteren . . .
Men det gik et par aar og mer, efter
hændelsen med konsortiet og Rindal-Pettersen, før
Per Haukeberg fik taket paa Anine. Overtaket.
Hun gled unda . . .
Det var greit nok, at hun somme tider løi for
ham og oftere døljet — men enten stakk hun i
at graate, med armene om halsen paa ham, saa
han — vel. Eller hun tydet ut og tydet bort
og kumplet om til han ikke vann følge længer,
men lot opgjøret gaa til grunds i Rindalsordene —
For Anine var løgnen noget nær det
spekulation og jagt var for ham. Ja, han anskuet det
saa. Saa ubetimelig ofte smaaløi hun, at en fik
tro det var for sports skyld — for nøds skyld
var det ikke. Var det en sandhet og en løgn
side om side, saa piskedø om hun ikke i ni av
ti tilfælde tok efter løgnen; det var som sindet
hendes droges til den, — likesom hans egen haand
droges til børsen, om den hang paa knagg med
stokken . . . Han kunde spørre: Har ingen
været her i formiddag? Og hun svarte: nei. Men
i det samme fik hun løgnøinene paa sig — rapheten
i blikket, resikoblikket . . . Jassaa, kunde han saa
si, jassaa, jeg traf fru Saaogsaa — hun kom
fra dig, sa hun, kunde han si . . . Aa-ja! svarte
hun da — hende glemte jeg. — Men hun hadde
ikke glemt, fanken. Hun tænkte vel bare som
saa, at det var tryggest at negte. For det var i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
