Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [VII]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Hun sat og saa ned paa hænderne, han holdt.
„Nei," sa hun sagte.
„Og du hadde gaat og visst med dig selv at jeg
trodde paa en, paa dig, som ikke var til at lite
paa–-"
Hun løste langsomt den ene haanden og la
den over nakken paa ham.
„Men Magnus," sa hun — „en har ikke vondt
av det en ikke vet — vel?"
Magnus tok sig saa braat til hodet med begge
hænder at hendes arm fik et litet slag. Han
reiste sig.
„Du er stedt saa dypt i vildfarelse, Anine, saa
dypt at jeg ræddes for dig," brøt han ut — og
likesom ordene, han sa, tok stilling efter farens
uttryksmaate, efter prestebøkerne — saa kom
med ett alt det for ham, han uklart hadde kjendt
samle sig som stof. — Og en trang til at tale til
Anine — tale til hende om løgnen, för i ham —
slik at hun maatte graate ... Ja, en styrløs
længsel efter at se hende graate, storgraate, tok
ham med ett.
„Anine," sa han — og strengheten i hans egen
stemme sendte en frysning ned over ryggen paa
ham — „er det første gang du har løiet for mig?"
„Ja, det er det ved gud, det jeg vet av,
Magnus," sa hun og trak mundvikerne ned, likt et
barn som blir gjort uret imot.
„Du skal ikke ta Guds navn forfængelig," sa
han, „det har du ogsaa lovt mig."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
